Kunstavisen nr. 2, 2009:

Fornem landskabsmodernisme

En klokkeklar perle i Solvognen.

Traditionen tro præsenterer Solvognen værker i et sådant omfang, at det kan være svært at vælge og orientere sig. Aktuelt har jeg i denne anmeldelse valgt at fokusere på: Motivernes iboende lys Anna Grethe Aaen udstillede også i Solvognen sidste år

på denne årstid, og gensynet er mildt sagt glædeligt. Hun er bedre repræsenteret, og udvalget af malerier er bredere. Det giver oplevelsen af hendes værker tilsvarende flere facetter. Det fulde dagslys synes ikke at interessere Anna Grethe Aaen synderligt. Det er ved daggry eller - hellere endnu - i skumringen, at hun finder den dybe inspiration, der fører hende langt videre ind i det eksistentielle gebet, end landskabsmaleriet i almindelighed giver anledning til. Det er her, hun henter sine motivers iboende lys. Det stråler op fra Limfjordens vand eller får Ferring Søs spejlstille flade til at gløde som guld. Det kan give en rød mark netop den brand af kommende dagligt arbejde og travlhed, som kun finder belæg i beskuerens egen fantasi. Det er disse dagens yderpunkter, der giver kunstneren lejlighed til at lade kimningen brænde over bakkernes blå sne, eller forlene et skovbryn med et uset liv hinsides hverdagens. Heri ligner hun L.A. Ring, selvom der er et århundrede til forskel, og selvom Rings realisme/symbolisme intet har skaffe med den næsten stiliserede modernisme, Anna Grethe Aaen udfolder sig inden for. Hendes landskabsfortolkninger er nok noget af det mest afklarede, vi kan finde i dag, og samtidig er de på højt niveau åbne for beskuerens egen medvirken i oplevelsen. "Smukt" skrev jeg i 2008. Jeg vil gerne gentage dette ord. Af Preben Winther, uddrag af anmeldelse fra Solvognen, Odense. Udstillingen ses frem til den 27. marts 2009.