Preben Winther, Kunstanmelder:

Dvælesteder og andre steder

- om Anna Grethe Aaens kunst.

I ældre landskabsscenerier optræder ikke sjældent en ensom vandrer, der på beskuerens vegne betragter eller færdes i den storladne natur. I Anna Grethe Aaens malerier er der ingen stedfortræder. De er ganske mennesketomme. Foran dem står vi

helt alene, overladt til vores egen dialog med landskabet. Billederne fremviser dog ofte diskrete, men umiskendelige tegn på menneskers tilstedeværelse og virke. Der bor nogen. Man har kystsikret, for den sartlilla form, der skyder sig ud fra forgrunden og sønderskærer fjordens flade, er en høfde. Man dyrker jorden, for de rødmende bakker under morgenhimlen er marker; spændte står de op imod den gryende dag. Vi får dog aldrig lov at komme tæt på møjsommeligheden og sliddet for det daglige brød. Om realisme eller naturalisme er der slet ikke tale.Udsyn og høj himmel har altid nærmest været en livsnødvendighed for Anna Grethe Aaen. Hun er født og opvokset på landet i Vendsyssel, og nogle års ophold i Grønland har kun forstærket behovet for optisk og mentalt albuerum. Derfor finder vi også tit en lav horisontlinie i hendes billeder, eller vi kan fortabe os i illusionen om vældige dybder og afstande. Hvert eneste af hendes landskabsmalerier er i knivskarp balance. På den ene vægtskål ligger afbildningen og fortolkningen af det sete og sansede, på den anden ligger abstraktionen. Der er ingen overflødige detaljer, og hendes billedmæssige økonomi er så stram, at det nærmer sig minimalisme. Det er essensen, hun går efter. Landskabets destillat. Hendes titler er da også oftest generelle og upræcise. Med hensyn til lokaliteten. Hvad angår klokkeslæt, årstid og lys, fortæller de imidlertid langt mere. ”Landskab i skumring”. ”Gul fjord”. ”Forårslandskab”. Eksemplerne er utallige. Enkelte gange lader kunstneren sig forlede til en stedsangivelse; trods dét virker det i bund og grund ligegyldigt, hvor sansningen har haft sit afsæt. Det vi oplever er indbegrebet af en dansk kyst, sø, bakke og fjord, eller et grønlandsk sneøde. Ikke som de reelt ser ud, men som Anna Grethe Aaen har set dem, og som hun får os til at opleve, at vi ser dem i vores forestillinger og drømme. Den maleriske tilgang til stoffet er umiskendeligt nutidig. Kunstneren forlener dog sine motiver med kvaliteter, der samtidig signalerer oprindelighed. Tidløshed. Anna Grethe Aaens sensibilitet er stærkt poetisk, men tøjlet med en robust nøgternhed. Resultatet er troværdighed, både over for motivet og i det billedmæssige udtryk. Ingen kunstner maler ud af den blå luft og uden inspirationskilder i traditionens bagland, og der kan da også trækkes tråde fra en række af moderne dansk kunsts landskabsskildrere til Anna Grethe Aaens billeder. Erik Raadal falder i tankerne, Erik Hoppe også, Niels Leergaard måske. Svend Engelunds højloftede Vendsyssel-panoramaer spøger også, men han er mere tør, lidt kantet. Selvom Oluf Høsts penselskrift og tiltagende opløsning af formerne er helt ulig Anna Grethe Aaens mere beslutsomme fasthed, er hans glødende kolorisme og naturlyriske anslag tæt på hendes. Men der er endnu en egenart hos hende, der skal nævnes. Det fulde dagslys synes ikke at interessere hende synderligt. Det er i daggryet eller i skumringen, hun finder den dybe inspiration, der bogstavelig talt driver værket, forløser det helt personlige i hende og fører hende langt ind i det eksistentielle gebet. Langt videre, end landskabsmaleriet i almindelighed giver anledning til. Det er i disse dagens yderpunkter, hun henter sine motivers iboende lys. Det er i disse overgange fra en tilstand til en anden, hun finder lejlighed til at skildre det usete liv hinsides hverdagens. Her spores et slægtskab med L.A. Ring, selvom der er et århundrede til forskel, og selvom Rings befolkede realisme med symbolistiske overtoner intet har at skaffe med Anna Grethe Aaens afklarede senmodernisme.Kunstneren har igennem det meste af sit liv vægret sig ved at male skoven. Træerne har lukket for voldsomt for udsynet, og for øjets mulighed for flugt. I nogle af hendes billeder ser vi dog et skovbryn helt fremme i front, som et næsten grafisk, kompakt ornament i klaustrofobisk sortgrønt, med røde farvehug, nærmest som en besværgelse. Med en række billeder, hun har kaldt Dvælesteder, har Anna Grethe Aaen alligevel gradvist taget skoven ind som motiv. Her finder livets store uundgåelige møder sted – mellem lys og mørke, mellem frihed og bundethed, mellem skønt og farligt. Oprindelig var begrebet ’skønhed’ nærmest synonymt med ’sandhed’. Det er måske netop på grund af sin tiltagende bevidsthed omkring sansningens, erkendelsens og kunstens farlighed som nødvendigt afsæt for skildringen af det skønne, at Anna Grethe Aaen rammer så rent og stærkt, som hun gør med sine billeder.