”Alting har sin pris. Nok mest af alt livet”. se billeder
Dette citat af forfatter og journalist Hanne Lund rummer essensen af, hvad personerne bag portrætterne i billedkunstner Anna Grethe Aaens bog udstråler. Personer, som har levet livet på godt og ondt – nok mest ondt, og som ved, at når sindets mørke tager magten, er der nogle veje, der bliver meget lange og som ofte medfører stor ensomhed.
Anna Grethe Aaen går tæt på sine motiver. Med stor psykologisk indlevelsesevne og sikker iagttagelsesevne har hun helt usentimentalt vist os tvivleren, den ensomme og utilstrækkelige, angste og sårbare med mindreværdskomplekser, men også det voldelige, depressive, mistroiske, sindssyge og misbrugende menneske. Persontræk, som vi alle på et eller andet tidspunkt i livet kan identificere os med. Hun har villet mørket, trænge helt ind i sjælens krogede landskab, og det er lykkedes særdeles godt. De mange forskelligartede ansigtsudtryk – de fleste malet på mørk baggrund - taler deres eget sprog.
Som et meget fint supplement til portrætterne, står Hanne Lunds rammende tekster, skrevet af et menneske, som selv kender psykisk sygdom og dets konsekvenser indefra. Alle teksterne er skrevet efter at billederne blev malet, og de beriger i den grad hvert enkelt portræt.
Mørket gemmer på mange hemmeligheder, som denne bog er med til at formidle på en meget værdig måde. Og så gør det jo ikke noget, at der også er et lille tvist af humor i mange af teksterne.
Grethe Hagensen