Landsforenigen Skolernes Kunstforening. Uddrag fra Mimer nr. 4 2001:

Hvordan opstod ideen med Ko-rumperne?

Jeg er jo en bondepige fra Vendsyssel. Der har vi langt ud til horisonten. Træer hælder slemt til siden. Og der er dyr på marken. Der er unge køer, røde køer, brogede køer og langhårede køer, men de skønneste er jerseykøerne.

Dem har man mest for mælkens skyld.Jerseykøer virker radmagre eller forslidte med tunge yvere. Og de bliver såmænd malket to gange hver eneste dag. Køerne har meget tydelige "knoklede" silhuetter. Nogle har ondt i benet og halter lidt. Andre virker frøkenagtige og tripper forsigtigt afsted. Indimellem er der nogle stykker, der danser ungdommeligt hen over græsset, men det varer kun kort. Og så er der de dejlige haler, som er ret gode til at holde fluerne væk. Køerne føler naturligvis trang til af løfte halen for at forrette både det store og det små. Der bliver krummet ryg, og hver ko har sin helt egen måde at vinkle halen på. Køer er meget nysgerrige. Er man ved hegnet eller på samme mark, kommer hele flokken og skal lige kigge med store våde koøjne, mens de gumler - og de har svært ved at holde på mundvandet. Så er der gode muligheder for at tegne kohoveder; men jeg venter til de har mistet interessen og går videre - og vender bagdelen til. Jeg har valgt at holde mig til bagdelene. Og helst i modlys i et stille landskab. Måske er regnen på vej, for da vender alle køernes rumpe samme vej, nemlig lige mod vinden! Korumperne er malet med neopastel i få farver, suppleret med blyant og viskelæder. Anna Grethe