Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstskribent på månedsbladet Opus:

Fornemmelser af verdenen - Om Anna Grethe Aaens billedverden

I en tid, hvor hele Danmark er ved at blive standardiseret, dialekterne ved at forsvinde og kommuner lagt sammen, er det slående, hvordan det omgivende landskab stadig spiller en meget stor rolle for vores forståelse af os selv. Anna Grethe Aaen er

opvokset i Vendsyssel. Et område af landet med store vidder, brede horisonter og en natur, man kan kalde, om ikke barsk, så i hvert fald mere usentimental og mindre pittoresk end det Nordsjælland, der med sine åbne bøgeskove er blevet indbegrebet af dansk idyl. Når man dertil lægger den kendsgerning, at hun har tilbragt flere år på Grønland sammen med sin familie, har vi at gøre med et menneske og en kunstner, for hvem naturen uvilkårligt spiller en stor rolle i tilværelsen. Ser man på Anna Grethe Aaens malerier, falder det straks i øjnene, at landskabet har en helt dominerende plads. Et landskab, hun har renset for alle overflødige detaljer til fordel for en stram horisontal komposition med den tunge jord eller skærende is forneden og den lysende himmel foroven. En måde at beskrive landskabet på som hun har til fælles med de store gamle klassiske modernister som Erik Raadal, Lauritz Hartz, Søren Hjorth Nielsen og, for nu at tage en anden vendelbo, Svend Engelund. Af og til zoomer hun ind på en detalje og gengiver et mikrokosmos af farver og former, der har de samme store træk som i landskabspanoreringerne.Den stramme billedopbygning blødes imidlertid op af kunstnerens brug af farven, der lægger sig som et stofligt, nærmest mulmagtigt klæde eller et fint lysende slør over lærredet, alt efter årstiden og tidspunktet på dagen. En farvevirkning, der ofte bringer malerierne op i et stemningsleje, der ikke længere er naturalistisk, men ekstatisk sansende som i de bedste billeder af Oluf Høst. Her opløses den nøgterne registrering i en naturfølelse, der aldrig bliver sødsuppeagtig, men visionær, favnende og begejstret. I disse billeder skal Anna Grethe Aaens nærmeste åndsfæller ses i de symbolistiske landskabsmalere fra 1890´erne. Kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Julius Paulsen og den svenske Prins Eugen, som Dronning Margrethe er meget inspireret af. Kunstnere, der alle så naturen som en klangbund for stemninger af en ofte visionær karakter. Anna Grethe Aaens sans for at identificere sig med motivet kommer også til udtryk i hendes portrætter, der alle kombinerer en sikker farvesans med stor psykologisk indlevelsesevne. Helt fortryllende er en serie portrætter i helfigur af ældre sortklædte kvinder. "Søde Maren" kan hun finde på at kalde ét af disse malerier, som er helt ekstraordinært varme og rørende, men også aldeles usentimentale skildringer af mennesker, som har prøvet lidt at hvert i livet, men som til det sidste har bevaret deres værdighed. Anderledes sprudlende er serien med "Korumper", hvor hun med en helt Lundbyesk indfølingsevne viser de store dyr med skjoldformede kroppe og små tynde ben trippende hen over billedfladen i en legende, næsten dansende rytme. Kærlighed og underfundighed er nogle af de ord, der falder lige for. En sikker iagttagelseevne, en kompositorisk klarhed og koloristisk fornemmelse. En psykologisk indsigt, en underfundig humor og en visionær styrke. Jeg mener det oprigtigt, når jeg hermed skriver, at Anna Grethe Aaens kunst har været en stor og, må jeg sige, sjælden oplevelse. Nu er vendelboer jo mennesker af få ord, men så må jeg jo sige det: hun fortjener et stort og talstærkt publikum.